På denne side har jeg lavet en oversigt over de forskellige tundele og deres virkning. På denne måde kan du hurtigt få svar på dine spørgsmål. Det er måske en god ide at udskrive disse sider så du kan læse og FORSTÅ dem. 

Der er i øjeblikket skrevet om følgende tundele: Cylinderkit, udstødning, karburator, kobling, CDI tænding, koblingsfjeder, indsugningsforstærker, gearing, remskivebagdel, membran, kilerem og variator.


Cylinderkit

Hvad er det? Et cylinderkit er selve drivværket i motoren, det består af et stempel, en cylinder og et topstykke. Cylinderne til scootere fås i forskellige størrelser i diameter, f.eks. 40 mm - 43 mm - 46 mm - 47 mm - 47,6 mm - 48 mm - 48,4 - 49 - 49,5 mm......Som du kan se er der en hel del! Du kan altid regne med at jo større diameteren er på cylinderen jo højere ccm antal får din motor f.eks. vil et 47,6 mm. cylinderkit på en Jog give en motorstørrelse på 69,7 ccm. Dog er det ikke kun cylinderens diameter der er afgørende, men også stemplets slaglængde, det vil sige den distance stemplet kører frem og tilbage i cylinderen. Slaglængden på en Jog er 39,2 mm. Ved slaglængden kan du også sige at jo større slaglængden er jo større er ccm antallet.  

Hvad giver det? Et større cylinderkit giver stort set ALT, for jo større diameteren i cylinderen er jo mere benzindamp kan der være i cylinderen inden tændrøret tænder, og derfor vil eksplosionen også blive kraftigere. Men kort sagt giver et større cylinderkit som f.eks. et 70 ccm. masser af optræk, flere omdrejninger og en hel del i topfart.

Findes der flere forskellige slags? Ja, der er masser af forskellige slags cylindere, og her taler jeg ikke kun om 40 mm og 47 mm, det jeg mener er at der findes flere forskellige slags af 47,6 mm og 48 mm. osv. F.eks. kan du købe et 47,6 mm. cylinderkit hos Protuna til 995 kr. Men hvis du køber et 47,6 mm. cylinderkit fra Polini kan det koste helt op til 1900 kr. Grunden til dette er at Protuna's cylinderkits bliver masseproduceret, og derfor er kvaliteten ikke så god. Men hos Polini bliver alle cylinderkits tjekket og kontrolleret inden de forlader fabrikken, derfor er kvaliteten meget høj. Det er dog ikke kun kvaliteten der er forskel på, cylinderkittes ydelse har også en stor del at sige. F.eks. kan du købe et 70 ccm. cylinderkit hos Protuna der kan yde op til 12 HK, men hos Polini laver de 70 ccm. cylinderkits der kan yde op til 19 HK, dette skyldes at der i Polini's cylindere er flere skyllekanaler (dem der tilfører cylinderen benzin) og kompressionen er højere. Kompressionen i et Polini "Evolution" cylinderkit kan være på 1:14, det vil sige at benzindampene i cylinderen når at blive presset sammen 14 gange inden tændrøret tænder og derved får dampene til at eksplodere. 

En anden ting der skal tænkes på når man snakker cylindere, er hvordan portningen er, det vil sige hvordan skyllekanaler og udstødningskanal(er) er udformet! På langt de fleste High Racing kits, som f.eks. Hebo Manston, Polini Evo, Malossi MHR osv. er der dobbelt udstødningskanal, dette er med til at forhøje kittets effekt. Desuden kan man som hovedregel sige at jo kortere afstanden er fra slutningen af udstødningskanalen og op til topstykket, jo bedre vil cylinderen yde ved høje omdrejninger. Et kit som Hebo Manston kører med en afstand på kun ca. 18 mm, herved kan man se at kittet kræver en voldsom udstødning der kan følge med til de høje omdrejninger! Jeg kan da lige fortælle at nogle lovlige cylindre ligger med en afstand fra topstykke til udstødningskanal på 25 mm eller derover! 


Udstødning

Hvad er det? Udstødningen er det "rør" der sidder monteret på cylinderen og hen langs siden, det sørger for dæmpning af lyden, og kan i visse tilfælde enten give effekt eller tage effekt. Udstødningen kan sagtens skiftes selvom din motor ellers er helt lovlig. Jeg har lidt svært ved at forklare selve processen i en udstødning, men jeg kan da kort fortælle, at fabrikkerne laver udstødningerne med forskellige mål på konuserne....altså de forskellige tragte-formede metal dele udstødningen er sammensat af. På den måde kan de tilpasse den enkelte udstødning til at yde max. ved et vidst antal omdrejninger, og derved tilpasse den pågældende udstødning til et specielt cylinderkit.

Hvad giver det? Et tunudstødning vil på en "utunet" scooter (uden neddroslinger) for det meste kun give topfart og en smule i optræk, men hvis du samtidig monterer større cylinderkit og karburator, kan du være sikker på at en udstødning vil forbedre effekten væsentligt.

Findes der flere forskellige slags? Ja, selvfølgeligt findes der en masse forskellige slags udstødninger! Nogle af dem er lavet virkeligt godt, til gengæld koster de som regel også langt mere end de discount udstødninger du finder hos Protuna. Skal du købe en udstødning vil jeg anbefale dig at købe noget ordentligt første gang, i stedet for bare at købe det billigste du kan finde!

 


Karburator

Hvad er det? Karburatoren er den der tilfører motoren benzin. Benzinen løber fra tanken ned til karburatoren, i karburatoren sidder der så en dyse der laver den flydende benzin om til damp, derefter bliver dampene suget igennem indsugningsstudsen og ned i cylinderen. Den dyse der forstøver den flydende benzin til damp kan ændres til enten en større eller en mindre, jo større den er jo mere benzin kommer der ind i cylinderen. Det gælder dog ikke om at køre med så stor dyse som muligt, faktisk bliver din scooter vildere i optræk hvis du monterer en mindre dyse (gælder kun tun-karburator). Man skal dog passe på at den ikke bliver for lille, for så risikerer du at stemplet sætter sig. Grunden til at en lille dyse ofte er lig med højere effekt, er at der derved kan komme mere ilt i blandingen, og forbrændingen i motoren bliver derved mere ren og kraftfuld.

Hvad giver det? En karburator giver mest i optræk, men den kan også give topfart hvis din scooter er tunet så hårdt at den lovlige karburatore ikke kan give nok benzin fra sig.

Findes der flere forskellige slags? Jeps....Der findes et hav af forskellige karburatorer, mærker og størrelser! Blandt de mest populære mærker for "normale" tunere er Dell'Orto 21 mm og Amal 21 mm. Dette skyldes nok hovedsageligt prisen og at de er forholdsvis lette at indstille. For hardcore tunere, er det nok mærker som Mikuni og Kehin der ligger øvert på ønskelisten. Størrelsesmæssigt snakker vi her 24-28 mm. Karburatorer i disse størrelser kræver selvfølgeligt ekstraordinær indstilling af motoren, men det er vel prisen hvis man vil køre stærkt.


Kobling

Hvad er det? Koblingen slynger ved hjælp af centrifugalkraften ud, og tager ved det "hjul" (koblingsklokken) der sidder uden om den. Og på den måde overfører den kræfterne til gearingen, som derefter overfører kræfterne til baghjulet. Det kan være lidt svært at forstå, så jeg har lavet et par tegninger nedenunder der måske er lidt lettere at forstå. Det skal dog siges at en kobling ikke ser sådan ud i virkeligheden, men det letter lidt på forståelsen når den er tegnet sådan.

På dette billede kan du se hvordan koblingen ser ud når motoren står i tomgang

På dette billede kan du hvordan koblingen ser ud når motoren får lidt gas, og kun tager få omdrejninger. På dette tidspunkt er scooteren endnu ikke begyndt at køre

På dette billede får scooteren så meget gas at koblingen er slynget helt ud, og scooteren derfor er begyndt at køre.

Hvad giver det? En racerkobling, giver kun noget i optræk, man vil aldrig kunne hente topfart ved at montere sådan en fætter. Grunden til at en racerkobling KAN give optræk, er at den kan indstilles til først at tage ved, ved f.eks. 7000 rpm. Dette kan være en fordel hvis man kører med et cylinderkit og en udstødning der yder max. effekt i området 6000-9000 rpm! Hvis koblingen først tager ved, ved de 7000 rpm, vil cylinderen jo yde max. i det øjeblik scooteren begynder at køre, og derved opnår man hurtigst mulig acceleration.

Findes der flere forskellige slags? Ja, der findes masser af forskellige koblinger, og blandt de mere populære kan jeg nævne: Malossi Deltaclutch, Polini racer kobling og Polini 2G Evolution kobling. På de nævnte koblinger går priserne fra ca. 320 kr til ca. 900 kr.

Når man køber en kobling, kan det i langt de fleste tilfælde bedst betale sig at købe noget der ligger i den høje ende af prisklassen. Køber man en meget billig kobling, ser man ofte at slidfladerne på denne bliver brændt af meget hurtigt.


Tænding/CDI tændingen

Hvad er det? Tændingen/CDI tænding er en lille slags computer der fortæller tændrøret hvornår det skal slå en gnist. Tændingen/ CDI tændingen sidder mellem svinghjulet og tændspolen. Nogle tændinger er sat til at motoren kun kan gå til f.eks. 7500 omdrejninger i minuttet, og det er jo ikke særligt meget hvis du kører med et kæmpe tunsæt. Med dette siger jeg dog ikke at motoren ikke kan komme op over 7500 rpm, for det kan den sagtens, men den trækker bare ikke optimalt. Men selvfølgelig er der også lavet tændinger der kan bruges på hårdt tunede scootere, enkelte af dem kan gå helt op til 20000 omdrejninger i minuttet.

Hvad giver det? En tun-CDI tænding giver i enkelte tilfælde både optræk og topfart, men dette gælder kun for de scootermodeller der er elektronisk neddroslede. På scootere der er neddroslede i variator eller udstødning (Jog, Hot50, Aprillia osv.) giver det kun noget hvis du køber et komplet kvalitets tunsæt som f.eks. Polini Evolution eller Malossi Hyper Racing hvor dit omdrejningstal kommer langt over 7000 rpm. Hvis din motor går så højt i omdrejninger, vil din originale tænding ikke "kunne følge med" og den trækker derfor ikke optimalt over 7000 rpm. Men skal du have fat i en ordentlig CDI tænding kan jeg da også fortælle dig at den koster kassen, f.eks. koster en Polini Evolution tænding 1600 kr

Findes der flere forskellige slags? Ja, der findes en hel del forskellige CDI tændinger. Priserne varierer meget , men det gør kvaliteten også. Priserne svinger fra 400 kr til 1600 kr. Til gengæld kan du være næsten sikker på at tændinger til 400 kr. ikke giver nogen effekt. Blandt de mest populære tændinger kan jeg nævne Polini Evolution og Malossi Eprom Hyper Racing.


Koblingsfjeder

Hvad er det? Koblingsfjederen er en stor fjeder der sidder mellem kilerem og kobling. Den originale koblingsfjeder er så slap at kileremmen vil glide rundt hvis din scooter er tunet, og derfor vil kileremmen ikke overføre alle kræfterne til koblingen, og dermed er din scooter ikke særlig vild i optræk. Jo strammere din koblingsfjeder er, jo hårdere vil den presse kileremmen ind mod koblingen. Det er derfor en god ide at montere en strammere koblingsfjeder hvis din motor er tunet.

Hvad giver det? En koblingsfjeder giver KUN optræk, men hvis du monterer en strammere koblingsfjeder på en lovlig scooter vil den i enkelte tilfælde være langsommere i optræk, pga. motoren ikke kan trække så meget.

Findes der flere forskellige slags? Ja, der findes mange forskellige, men de fleste af dem er ens, og kvaliteten er den samme. Det er ganske udemærket at købe en 32 kg. fjeder fra Protuna til 50 kr., men hvis du vil have en endnu strammere fjeder kan jeg anbefale en Polini Evolution fjeder, den koster 100 kr.. Koblingsfjedrerne fåes i forskellige størrelser som f.eks. 27 kg, 32 kg, 35 kg, og lidt længere oppe er Polini Evolution.


Indsugningsforstærker

Hvad er det? Indsugningsforstærkeren er en lille hul plastic box der kan trække sig sammen. Indsugningsforstærkeren monterres på studsen der sidder mellem karburator om cylinder. Når du så giver motoren gas, vil der opstå undertryk, dette undertryk suger luften ud af indsugningsforstærkeren og får den til at trække sig sammen. Så snart du slipper gassen er der ikke længere undertryk, og indsugningsforstærkeren vil suge alt det luft tilbage der før blev suget ud af den. MEN nu er det ikke ren luft den suger tilbage, det er benzindampe, og derved bliver den fuld af benzindampe. Næste gang du giver moteren gas vil der igen opstå undertryk, og alt benzindampen vil blive suget ud af indsugningsforstærkeren og direkte ned i cylinderen. Altså virker indsugningsforstærkeren som en ekstra karburator i et kort øjeblik.

Hvad giver det? Indsugningsforstærkeren giver kun optræk. Det er dog ikke en god ide at købe en indsugningsforstærker som det første, start hellere med en anden cylinder, en karburator og et udstødning, for indsugningsforstærker giver så lidt at man næsten ikke mærker det, men det kan da sikkert ses hvis man får scooteren rullet på et rullefelt.

Findes der flere forskellige slags? Ja, men jeg kender kun 3, det er Polini's, Bettella's og Malossi's. Priserne går fra 130 kr til 320 kr. hvor Polini's er den billigste og Bettella's er den dyreste. Dog er det ikke Bettella's der er den bedste, faktisk er det Malossi's der giver mest i effekt.


Gearing

Hvad er det? Gearingen er nogle "tandhjul" der sidder i en lille gearkasse bag koblingen. Gearingen virker på samme måde som på en bil, bortset fra at en scooter kun har et gear. I stort set alle scootere sidder der 4 gearinger i gearkassen, de er med til at sørge for at at kraften fra motoren bliver overført rigtigt til baghjulet, således at topfart og optræk passer sammen. Når du køber en anden gearing står der i nogle tilfælde en tal ud for dem i kataloget som f.eks. 46 %. Hvis der står 46 % betyder det at den giver 46 % i topfart i forhold til din lovlige gearing, så hvis din scooter kører 100 km/t med lovlig gearing vil den altså køre 146 km/t med den anden gearing.

Hvad giver det? En gearing giver topfart, men hvis din scooter er hårdt tunet vil mellemtrækket (eks. 20-60 km/t) også blive væsentligt bedre, pga. maksimale moment først vil opnåes ved en højere hastighed.

Findes der flere forskellige slags? Endnu en gang må jeg fortælle at der findes masser af forskellige gearinger, dette kunne f.eks være 17-42 tands, 17-40 tands eller 15-39 tands osv. Tallene 15-39 angiver at der er 15 tænder på den gearing hvorpå koblingen sidder og 39 tænder på den gearing der sidder ved siden af. Når du skifter gearing skal du huske at hælde olie på, ellers går der ikke længe før din nye gearing er totalt smadret.


Remskivebagdel

Hvad er det? Den bagerste remskive er halvdelen af den "skål" kileremmen kører i. Denne remskive kan udskiftes med en der er større således at scooteren starter med et større "bagtandhjul" og derved får et bedre optræk....Jo større "bagtandhjul" jo bedre optræk! Remskiven svarer i store træk til en mindre gearing, dog ændrer den ikke på tophastigheden, KUN optrækket.

Hvad giver det? En remskive vil kun forbedre optrækket, men topfarten vil være den samme som før.

Findes der flere forskellige slags? Hmmmm...Tjaaa det ved jeg faktisk ikke, den eneste jeg kender er Polini's 28/32 remskivebagdel, og prisen for denne er 600 kr.


Membran

Hvad er det? Membranen er den der sidder mellem indsugningsstudsen og motorblokken, eller i nogle tilfælde som f.eks. på Yamaha BW's sidder membranen mellem indsugningsstuds og cylinder. Membranen består af en membranblok (2), 1 til 2 membranplader (3) og 1 til 2 metalplader der skal stoppe membranpladernes vandring så de ikke knækker. Det med membranpladernes vandring kan være lidt svært at forstå, så her kommer lige en lille forklaring. Når du har startet din scooter, opstår der skiftevis overtryk og undertryk i krumtapshuset. Når der er undertryk åbner membranpladerne således at benzinen kan komme fra karburatoren og ned i motoren, jo mere undertryk der er i krumtapshuset, jo mere vil membranpladerne åbne sig. For at undgå at membranpladerne åbner sig så meget at de knækker, har man monteret en metalplade (1) ud for hver membranplade. Disse metalplader kan man på sin originale membran bøje lidt ud ad, så får motoren lidt mere benzin igennem.

Hvad giver det? Den originale membran kan skiftes ud til enten en racer-membran eller en oversize-membran. Den eneste forskel på en original membran og en racer-membran er at membranpladerne på racermembranen er lavet af carbon der er et mere fleksibelt materiale. Racermembranen giver derfor kun meget lidt i optræk og topfart.
Polini har lavet en oversize-membran, der er større den den originale, og membranpladerne er lavet af carbon, derfor giver den klart mere end racermembranen. Oversize-membranen giver sammen med det komplette Polini Evolution tunsæt en del i optræk og lidt i topfart.

Findes der flere forskellige slags? Der findes en masse forskellige membraner, men skal du have en ny membran vil jeg klart foreslå at du køber en Polini Oversize, det er den der giver mest!


Kilerem

Hvad er det? Kileremmen er den gummirem der kører mellem variatoren og koblingen, og den kan stort set sammenlignes med kæden på en cykel. Kileremmen kan fåes i mange forskellige størrelser og mærker. Den originale kilerem er lavet i meget blødt materiale og er derfor dårlig at bruge på en tunet scooter pga. den let bliver slidt eller knækker. Kileremmen bliver påvirket af en stor kraft når den f.eks. skal overføre 14 HK fra variatoren til remskiven og koblingen, derfor er det en god ide at købe en kraftigere kilerem når du får tun på din scooter..

Hvad giver det? Mange tror ikke på at en kilerem kan give noget, det er jo bare en gummirem der løber inde i motoren. Men nu vil jeg så afsløre at kilremmen faktisk kan give masser af optræk. Herunder har jeg lavet en tabel hvori du kan se hvilken kilerem der gav det bedste optræk på en 50 ccm. Yamaha Jog med 5,9 HK.

Mærke

Original

Topperformances

RMS

Contitech

Polini

Malossi

Ventico

25-55 km/t

3,3 sek.

3,2 sek.

3,3 sek.

3,3 sek.

3,4 sek.

3,9 sek.

4,8 sek.

25-75 km/t

7,7 sek.

6,9 sek.

7,5 sek.

7,3 sek.

7,6 sek.

8,2 sek.

9,2 sek.

Findes der flere forskellige slags? Som i kan se i tabellen ovenfor findes der et hav af forskellige kileremme, men som med alt andet er nogle af dem bedre end andre. Når man laver en kilerem gælder det nemlig om at lave den i noget materiale der er både blødt og holdbart, men sådan et materiale er desværre også ret dyrt. Derfor vælger mange at bruge en billig kilerem, og uden de aner det har de allerede her tabt meget i optræk. Derfor vil jeg råde dig til at kigge i den ovenstående tabel næste gang du skal have en kilerem.


Variator

Hvad er det? Kort sagt, så er en variator en variabel gearing, det svarer nærmest til at du på en Puch Maxi kunne skifte tandhjul mens du kørte og derved opnå bedst muligt optræk og topfart. På billederne nedenfor kan du se hvordan variatoren automatisk ændres til den bedste gearing. På de nedenstående billeder er variatoren til venstre og koblingen til højre!

På billedet ovenover kan du se hvordan kileremmen sidder når din scooter står i tomgang. Som du kan se er gearingen lille foran og stor bagi, derfor er den her gearet til at være hurtig i optræk.

På billedet ovenover kan du se hvordan kileremmen sidder når du kører med halv gas. Den har her lige så stor gearing foran som den har bagi, derfor giver den både topfart og optræk.

På billedet ovenover kan du se hvordan din kilerem sidder når du kører med fuld gas. Den har stor gearing foran og lille gearing bagi, og den er derved gearet til at give den størst mulige topfart.

Hvordan? kileremmens stilling ændres automatisk pga. der i variatoren (den til højre på billederne ovenover) sidder 6 små plastic-ruller der slynges længere og længere ud i selve variatoren ved hjælp af den centrifugalkraft der opstår når motoren tager omdrejninger.

Hvad giver det? En variator giver for det meste kun optræk, men enkelte variatorer giver også topfart. Blandt de variatorer der giver både topfart og optræk, kan jeg nævne Italy Racing.

Findes der flere forskellige slags? Ja, der findes mange forskellige slags, priserne ligger fra ca. 500 kr. - 900 kr. Selv om det er svært at se forskel på en variator til 500 kr. og en til 900 kr. kan de være meget forskellige at køre med.

Mærke Polini Evo. Hebo NextGeneration Malossi Top. Nardo DR Italkit
Ruller 16 x 13 17 x 12 16 x 13 15 x 12 15 x 12 Ingen ruller
Holdbarhed 8 stjerner 9 stjerner 9 stjerner 10 stjerner 9 stjerner 10 stjerner
Pris* 10 stjerner 10 stjerner 9 stjerner 8 stjerner 9 stjerner 7 stjerner
Ydelse* 9 stjerner 9 stjerner 9 stjerner 8 stjerner 7 stjerner 7 stjerner

*Prisen er vurderet ud fra ydelsen!

*Ydelsen er ikke helt til at regne med da den er afhængig af de andre dele der er monteret på scooteren.

Vores favorit var klart Hebo's NExtGeneration variator der er helt ny på markedet.